partner_avisopslag

Musikken skaber oplevelser – ikke stofferne.


Vershuset er med i den landsdækkende kampagne ”Music Against Drugs”. Formålet er at få de unge til at tænke sig om og gøre sig klart, at det er musikken – og ikke stofferne – der skaber festen og de gode oplevelser på spillestederne rundt om i landet.

Stofferne er tværtimod med til at ødelægge publikums fællesskab om musikken. Derfor har Vershuset valgt at gå med i en kampagne imod stoffer på landets spillesteder. Det sker af kærlighed til musikken, men også for at vise ansvarlighed og være med til at skabe et trygt natteliv.

”Music Against Drugs” kampagnen er udviklet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med brancheorganisationen Dansk Live. Mere end 40 spillesteder rundt om i landet vil i efteråret bruge film, plakater, konkurrencer, T-shirts og meget mere til at opfordre de unge til ikke at ødelægge koncertoplevelsen med stoffer, men i stedet bruge musikken og fællesskabet til at skærpe sanserne.

”Music Against Drugs” kampagnen har hverken løftede pegefingre eller skræmmebudskaber, men involverer målgruppen, så de selv er med til at drage konklusioner. På www.dansklive.dk vil de unge bl.a. kunne vinde koncertbilletter, downloade ringetoner og få relevant information om stoffer.

Samarbejdet og kampagnen er inspireret af de gode erfaringer med flere års kampagner på landets musikfestivaler, som Festivaldanmark og Sundhedsstyrelsen står bag.