Medlemskab af Spillestedet Vershuset

Her kan du læse om medlemskab af Spillestedet Vershuset og forhåbentligt finde svar på eventuelle spørgsmål. Som gæst på Spillestedet Vershuset skal du være medlem – med mindre andet tydeligt er annonceret til særlige arrangementer. Du skal på forlangende dokumentere dit medlemskab ved forevisning af gyldigt medlemskort.

Indledningsvist vil vi gøre opmærksom på, at vi i foråret 2020 ændrer på vores medlemskaber. Vi tager et nyt system i brug, hvor vi fremadrettet administrerer vores medlemskaber digitalt. Det betyder at der i resten af 2020 vil være en overgangsperiode, hvor allerede betalte analoge medlemskort forsat er gyldige og skal forevises ved indgangen, som sædvanligt. Du finder mere information om overgangsperioden under punktet ”Overgangsperiode i 2020”. 

 

Hvorfor skal jeg være medlem for at komme ind til Spillestedet Vershusets arrangementer?

Spillestedet Vershuset er en forening som har eksisteret siden 1973. Vi er en ”non-profit” organisation som drives af 100% frivillig arbejdskraft. Alle indtægter bruges på at skabe et varieret kvalitetsudbud af livekoncerter i Næstved. Ifølge foreningens vedtægter skal alle gæster være medlemmer for at deltage i arrangementerne.

 

Hvilke forpligtelser har jeg som medlem af Spillestedet Vershuset ?

Der er ingen forpligtelser. Medlemskabet udløber automatisk efter 1 år. Du vil modtage en mail med påmindelse om udløb to gange før udløbet. Du bestemmer helt selv, om du vil forny dit medlemskab. Hvis du ikke betaler, betragtes du automatisk som udmeldt.

 

Hvilke rettigheder har jeg som medlem af Spillestedet Vershuset ?

Du kan komme ind til vores arrangementer (mod betaling af entre), og du kan deltage i Spillestedet Vershusets generalforsamling, der afholdes i foråret. Udover det obligatoriske standard medlemskab, tilbyder vi også nogle medlemskaber med ekstra fordele. Læs mere længere nede.

 

Jeg kan ikke finde mit medlemskort – hvad gør jeg ?

Hvis du har oprettet det nye digitale medlemskab, så kan du altid hente dit medlemskort online ved at logge ind med dit medlemsnummer.

 

Hvis du har et af de ”gamle” analoge medlemskort (udløber 31.12.20) gælder følgende:

Vi kan desværre ikke tilbyde at udstede erstatningsmedlemskort. Vi har ikke et opdateret medlemsregister. Du må derfor købe et nyt medlemskort. Hvis det bortkomne analoge medlemskort senere dukker op, så kan du medbringe begge medlemskort til et arrangement og få det ekstra refunderet.

 

Hvordan bliver jeg medlem af Spillestedet Vershuset ?

1: Online via vores hjemmeside og billetsalg, hvilket vi anbefaler, da det sparer din tid i indgangen.

Opret dig lige her: NYT MEDLEM

2: Manuel oprettelse og betaling i indgangen ved at udfylde en blanket med de nødvendige oplysninger.

 

Medlemskab – 3 muligheder

Standard – kr. 50 årligt

Det obligatoriske medlemskab, som alle gæster på Spillestedet Vershuset skal have.

Giver adgang til den årlige generalforsamling i foreningen.

Pris: 50 kr. for 1 år.

 

Vershuset//PLUS – kr. 250 årligt

Giver dig det samme som Standard – PLUS:

Tilbud om 2 stk. gratis PLUS-medlem billetter til udvalgte koncerter. Vi lover dig tilbud om PLUS-medlem billetter til minimum 4 koncerter årligt.

Bemærk at antallet af gratis arrangementer og antal PLUS-medlem billetter til de enkelte arrangementer vil variere. Der kan også være tale om et begrænset antal, som tildeles efter “først til mølle” princippet.

Du vil få tilsendt en mail med link til dine PLUS-medlem billetter.

Det er Spillestedet Vershuset der udvælger koncerterne. Du må forvente, at det ikke er til de største og mest kendte navne. Så det er til dig, der er nysgerrig og godt vil opleve kunstnere, som du måske ikke normalt køber billet til.

 

Vershuset//ALL-IN – kr. 1.995 årligt

ALL-IN er til dig der går meget til koncert og vil have adgang til alle vores cirka 40 arrangementer om året ! Det vil normalt koste 7.000-8.000 kr. hvis du skal købe almindelig billet til alle vores arrangementer. Du får naturligvis det obligatoriske standard medlemskab med og:

>1 billet til alle vores arrangementer i 1 år<

Du skal selv hente dine ALL-IN billetter online ved at logge ind. Når du er logget ind kan du også tilføje køb af ekstra billetter på normale vilkår. ALL-IN billetten er personlig og kan ikke overdrages til andre.

 

Overgangsperiode i 2020 fra analogt til digitalt medlemskab

 Dit analoge medlemskort som allerede er betalt for 2020 gælder som anført på de fysiske medlemskort.

Når du køber billetter i forsalg til resten af 2020, kan du bare købe billet uden at oprette medlemskab online. Bare husk dit medlemskort til koncerten – som det altid har været.

Vi starter med oprettelse af de nye digitale medlemskaber fra marts 2020. Det kan ske online allerede nu og manuelt i indgangen.