Ghalia Volt (US)


Event Details

Dato: 5. februar 2022

Tid: Dørene åbnes 20:00

Sted: Vershuset, Grønnegade 10, 4700 Næstved

2022

Det er simpelthen umuligt at komme uden om Ghalia Volt. Ghalia Volt er en blues-stjerne i svøb. Den unge kvinde er sanger, sangskriver, guitarist og dobro-spiller, og for hende drejer det sig om the blues, som hun dyrker, og dét gør hun forrygende godt.

Ghalia Volt, hvis oprindelige navn er Ghalia Vauthier, er født og opvokset i belgiske Bruxelles, hvor hun for bare seks år siden levede af at være gademusikant. Hun fik virkelig gjort opmærksom på sig selv og sin musik med udsendelsen af det solide, varierede og anmelderroste debutalbum Let the Demons Out i 2017.

Og der er masser af strøm på. Ghalia Volt kan faktisk betegnes som strømførende, for alt, hvad hun rører ved musikalsk, udstråler elektricitet og energi, om det så er langsomme eller hurtige numre. I år graver den begavede vokalist, sangskriver og guitarist Ghalia Volt dog endnu dybere ned i de amerikanske sydstaters rige musik-muld. Hendes spritnye fuldlængdeudgivelse, Mississippi Blend, emmer nemlig af Mississippi hill country blues, og er netop indspillet i den nordlige del af Mississippi. Ghalia Volt ville have, at albummet skulle indspilles i et ganske bestemt studie, nemlig i den prisvindende producer og musiker Jim Dickinsons Zebra Ranch Studios, der ligger i Coldwater, Mississippi.

Dørene åbnes 20.00 – Koncertstart 21:00

Pris 100 kr. + forsalgsgebyr – Ved indgangen 120 kr.

Med mindre koncerten er annonceret som et arrangement med ”unummererede siddepladser”, kan vi ikke garantere, at der er siddepladser.