Featured Image

Guy Forsyth (US)


Event Details

Dato: 18. februar 2017
Tid: 00:00 - 00:00
Sted: Spillestedet Vershuset
2017

Den amerikanske sanger og musiker Guy Forsyth har ved flere lejligheder givet koncerter rundt i Danmark. Nu er turen kommet til Spillestedet Vershuset i Næstved.

Har man oplevet Guy Forsyth live tidligere, så ved man, at man kan se frem til en besnærende musikalitet, ægte showmanship, en varm og rå vokal, fede melodier og heftige soloer på alt lige fra akustisk og elektrisk guitar til slideguitar, ukulele, sav og mundharpe.

Genremæssigt er vi ude i en unik blanding af blues og americana. Lyden er til tider i den tunge, sumpede ende af blues-skalaen og propfyldt med referencer til både den allertidligste bluesmusik, den såkaldte Delta Blues fra Mississippi-deltaet, men samtidig tilsat en god dosis af den urbane lyd af Chicago Blues og Texas Blues.
Guy Forsyth er oprindeligt fra Kansas, men har i dag base i Austin, Texas, der er kendt for sin vitale bluesscene. Her står han som en respektfuld fornyer af bluestraditionen og som garant for koncerter, hvor humor, seriøsitet og autenticitet går hånd i hånd.
Guy var kun 16 år, da han hengav sig til guitaren og folk- og bluesmusikken – det var efter han havde hørt Robert Johnson i radioen.

Siden har Guy vundet adskillige priser, udgivet en række anmelderroste albums – senest ”Calico Girl”, der udkom i maj – og været ’on the road’ både i USA og i stigende grad i Europa. Og nu er turen kommet til Næstved.
Oplev Guy Forsyth live i en tæt sammenspillet trio-konstellation med Nina Botta på trommer og Jeff Botta på bas.

Pris 130 kr. + forsalgsgebyr – ved indgangen 150 kr.
Dørene åbner kl. 20.30

 

www80 youtube_logo fb_icon_325x325