Event Details
Dette efterår er det garvede orkester The Sandmen, med en af Danmarks absolut bedste rocksangere Allan Vegenfeldt i front, atter klar til at vælte Vershuset. Når de går på scenen, så er der lagt op til et heftigt show læsset med førsteklasses rocksange fra deres solide bagkatalog.
The Sandmen startede ud tilbage i midten af firserne og udgav en stribe fremragende album inden de lukkede ned i midten af halvfemserne. Små ti år efter returnerede de så, hvorefter de udgav nyt album, White Trash Red Front, i 2006. Og siden har de i mere eller mindre grad været aktive på musikscenen.
På bandets seneste album, Himmelstormer fra 2019, kører de solidt og smukt videre ad den intense og nærværende vej, som har båret bandet gennem alle årene. Sangene er – til forskel fra deres tidligere album – komponeret og udarbejdet direkte i studiet. Udover de tre Sandmen: Allan Vegenfeldt, vokal og keyboards, Stefan Moulvad, guitar, og Michael Illo Rasmussen, trommer, er bandets to faste samarbejdspartnere, Jens Hein, bas og keyboards og Jarno Varsted, guitar og mundharpe, medkomponister på en række af sangene.
The Sandmen er gnistrende, intens dansk rock af en helt særlig kaliber, og når bandet rammer Vershuset, så er der garanti for at blive rusket godt igennem af det altid topydende band.
Dørene åbnes 20:00 – Koncertstart 21:00
Pris 230 kr. + forsalgsgebyr – Ved indgangen 250 kr.
Med mindre koncerten er annonceret som et arrangement med ”unummererede siddepladser”, kan vi ikke garantere, at der er siddepladser